Roskilde Håndbold har nu den store fornøjelse at præsentere U17-U19-Pigeprojektet i sæson 2022/23 for årgang 2003, 2004, 2005 og 2006.
I spidsen for de ældste pige-årgange, står Danni Bach, der fortsætter i Roskilde Håndbold. Danni har i indeværende sæson været cheftræner i den succesfulde U17 Pige-afdeling. I den kommende sæson tager Danni steppet op til U19, hvor han bliver overordnet ansvarlig.
Som cheftræner for U17-afdelingen har vi den store glæde at byde et nyt ansigt velkommen i Roskilde Håndbold; nemlig Mathias Svendsgaard Christensen, der kommer til fra BK Ydun. Mathias har et stort kendskab til spillerne i netop U17- og U19-årgangene, som han med stor succes har trænet i Ydun.
I Roskilde Håndbold ved vi, at hvis man skal lykkes som håndboldspiller, så skal der også være blik for det hele menneske og til at hjælpe med dét er vi glade for, at Katrine Ohlendorff er med i teamet omkring U17 og U19 Piger. Katrine kommer til at stå for en del koordinering, men står også til rådighed for pigerne, hvis der er behov for en snak eller hjælp til at strukturere hverdagen med skole, fritidsjob og håndbold.
Ovenstående trænere vil fungere som ét team, hvor Danni også er fast med hos U17, Mathias også er fast med hos U19 og Katrine hjælper til på begge årgange og står til rådighed for alle piger i de to trupper.
Dette understøttes af at træningerne vil foregå på kryds og tværs af de to trupper; altid med blik for den enkelte spillers individuelle udvikling.
Der er således plads til både dig, der vil dyrke håndbolden på eliteniveau, men også til dig, der vil spille på hyggeniveau sammen med gode veninder.
Elitespillerne vil desuden have mulighed for at få morgentræning i samarbejde med Roskilde Kommune og ungdomsuddannelserne.
I den kommende sæson vil U17 og U19-afdelingen fortsætte det arbejde, der er igangsat i indeværende sæson. Vi har fokus på at udvikle såvel hold som den enkelte spiller og det gør vi bl.a. ved at have et tæt samarbejde med vores dygtige seniorafdeling.
Allerede i indeværende sæson har fire piger fået deres seniordebut på 1. Divisionsholdet.
I praksis betyder samarbejdet, at U19 Piger er en fast del af Elitecenteret sammen med 1. og 2. Divisions-damerne og vi har et erklæret mål om at udvikle så mange dygtige kommende divisions/ligaspillere som muligt til at indgå i Roskilde Håndbolds Projekt2024.
Hvis du også vil være en del af ovenstående, så er du velkommen til at kontakte Danni, Mathias eller Katrine. Alle er velkomne!