Så er der endelig supergode nyheder til jer: Der er fra 1. marts åbnet mulighed for at gå i gang med udendørs træning, så det gør vi naturligvis i Roskilde Håndbold. Vi træner udendørs med de 10-årige og opefter, mens de af vores spillere, der er under 9 år fortsætter med web-træning om mandagen lidt endnu – se mere nedenfor.
Det er jo stadig koldt i vejret, så helt rigtig håndboldtræning med spil og kamp må nok vente lidt endnu af hensyn til fingre og hænder, men det virker lidt lige meget lige nu – vi glæder os bare over, at vi igen kan mødes på de forskellige hold og få bevæget os og rørt bolden. Retningslinjerne dikterer, at vi max. mødes 25 personer og det retter vi os naturligvis efter!
Der vil blive trænet rundt omkring i Roskilde, bl.a. har Roskilde Katedralskole og Amtsgymnasiet været så venlige at give os lov til at benytte deres udendørs idrætsarealer. De enkelte trupper vil få besked fra egne trænere om de specifikke træningstider og -steder. Da vi befinder os i det tidlige forår, så husk passende tøj og fodtøj!
De indendørs idrætsfaciliteter er stadig lukkede og det er fortsat kun vores 1.divisions dametrup, der træner og spiller kampe i hal C.
Det er så dejligt, at vi igen kan være sammen om vores fælles passion, håndbolden, så det er meget vigtigt, at vi alle husker de almindelige Corona-regler:
- Hvis du har symptomer skal du blive hjemme og informere dine trænere.
- Ligeledes skal du informere om, hvis du bliver smittet eller har været i nærkontakt med en Coronasmittet.
- Og så SPRITTER vi naturligvis i stride strømme!
Hvis der er spillere eller forældre, som ikke føler sig trygge ved at deltage i træningen, så er det selvfølgelig helt okay, og vi beder i den forbindelse blot om at du/I informerer trænerne.
Webtræning for de under 9-årige om mandagen
Der er som nævnt webtræning for de under 9-årige mandag, d. 1/3 og 8/3 via Facebook gruppen Roskilde Håndbold medlemmer:
Kl. 17.00 – 17.25 for de under 7-årige – medbring en bold/ strømpe/ tennisbold, en spand eller kasse og 4 flasker/ bøger eller lign. til markering.
Kl. 17.30 – 18.00 for de 7 – 9-årige – medbring en bold/ strømpe/ tennisbold, en spand eller kasse og 4 flasker/ bøger eller lign. til markering samt en stol.
Der skal meget gerne være en voksen eller større søskende til stede til at hjælpe.
Hvor er det KANONDEJLIGT at skrive : VI SES til TRÆNING !!!
På Roskilde Håndbolds vegne/ Lisbeth Klarskov.