I 11. time har Roskilde Håndbolds bedste herrehold fået tilført en ny spændende bagspiller, nemlig den 23-årige Jasper Jacobsen, der af trænerteamet betegnes som en 2-vejsspiller, der kan tilføje truppen både solidt forsvarsspil og skud fra distancen.
Jasper, beskrives som en ung mand, der gerne vil træne i et godt miljø og så vil han være så god som det kan lade sig gøre. Derfor passer han ifølge trænerteamet rigtig godt ind i truppen.
Herretræner Rasmus Svane udtaler:
En uge inde i august kontaktede Jasper os for at høre, hvordan fremtiden kunne se ud for ham i Roskilde. Det brugte vi en times tid på at skitsere til et møde og herfra skulle Jasper beslutte sig for hvor håndboldskoene skulle trædes i denne sæson. Vi er meget glade for, at valget endte med at falde på Roskilde. Jasper er en meget spændende spiller, der til trods for et svært år med skader, stadig har et enormt uforløst potentiale. Et potentiale som vi gradvist skal have forløst hen over sæsonen. I Jasper har vi fået en dygtig 2-vejsspiller, der både kan forsvare i midtzonen og på begge backs. Angrebsmæssigt spiller Jasper både venstre back og playmaker. Her kommer vi til at se en spiller med godt blik for spillet, fint samarbejde med stregen og en spiller, der kan skyde fra distancen.
Jeg ser meget frem til at drive Jasper fremad i denne sæson.
Jasper selv udtaler:
At skifte til Roskilde, har været den helt rigtige beslutning for mig. Rent sportsligt er der et stærkt setup omkring den fysiske træning, samt et stærkt træningsmiljø, hvor man kommer til træning for at blive bedre og udvikle sig.
Det stærke træningsmiljø ser jeg som en kæmpe fordel, da jeg ikke spillede sidste sæson pga. en uheldig ankelskade. Så jeg ser frem til at komme 100 % tilbage, og det er jeg sikker på, det stærke miljø i Roskilde kan hjælpe mig til. Derudover er det en ung trup med fede ambitioner og et stærkt indbyrdes kammeratskab, hvilket er fantastisk at være blevet en del af. Det bliver en spændende sæson med gode kampe, som vi går i møde og det glæder jeg mig til!
For spørgsmål eller yderligere kommentarer, kontakt herretræner Rasmus Svane.