Kære medlemmer, familie, trænere, ledere, sponsorer, venner, samarbejdspartnere m.fl.
Endnu et halvår i Coronaens tegn er gået, hvor nye og skiftende regler, restriktioner og anbefalinger har været hverdag. Heldigvis har vi kunnet træne og langt hen ad vejen spille kampe, hvilket har været superfedt, selv om det har været under andre forhold!
Hvor har det bare været fantastisk at se alle, både spillere, familier, venner osv. indordne sig under de meget skiftende omstændigheder og bare bakke maksimalt op.
Tusind tak for jeres store opbakning og jeres dejlige evne til at se muligheder frem for begrænsninger! Det har der virkelig været brug for, og er der nogen, som har formået at finde nye sjove, spændende, herlige og forrygende muligheder, så er det trænerne og lederne. Det har i meget høj grad krævet en kæmpe ekstra indsats og det endda igennem 9 måneder. Trænere og ledere har virkelig måttet være omstillingsparate og fleksible under meget svære vilkår, så et velment stort klap på skulderen og et meget dybtfølt KÆMPESTORT TAK til alle trænere og ledere, der er virkelig blevet løftet i flok.
Der skal også lyde en meget stor TAK til sponsorer og samarbejdspartnere. Vi sætter virkelig pris på jeres store opbakning og fine samarbejde. Vi har i høj grad brug for jeres flotte støtte og i øjeblikket også store tålmodighed og opbakning med de begrænsninger og muligheder, Coronasituationen giver!
Vi har heldigvis kunnet træne det meste af efteråret, og også turneringen er langt hen ad vejen blevet gennemført. Der har været stor forskel på, hvordan kampene er blevet afviklet – det vil også fortsætte i anden halvdel af turneringen i 2021. For at sørge for at holdene fik færre kampe, er ungdomsholdene blevet inddelt i 4- puljer, hvor holdene har mødt hinanden 2 gange (altså 6 kampe) og i puljer á 6 eller 7 hold, som så kun har spillet en enkelt kamp mod de andre modstandere. Meget anderledes, men det har fungeret. Der har også været meget stor forskel på, hvordan kampene kunne afvikles, både mht. opvarmning, afvikling, tilskuere osv. Men med fælles hjælp og stor opbakning fra både medlemmer og forældre/ familier til de forskellige forhold, er det lykkedes at gennemføre kampene under meget forsvarlige omstændigheder. Ikke alle hold fik spillet alle deres kampe, men heldigvis nåede de fleste ungdomshold at spille størstedelen af kampene, så de kunne indplaceres i de rækker efter jul, som er på deres rigtige niveau.
Seniorholdene blev jo desværre lukket ned halvvejs i efterårssæsonen, samtidig med at træningen for over 22-årige kun kunne gennemføres med max. 10 personer – kun 1. division damer kunne fortsætte med at træne og spille kampe. Vi håber, seniorerne kan komme i gang med kampe igen i 2021. For det er en meget stor udfordring at blive ved med at arrangere spændende og udviklende træning med max. 10 personer incl. træner(e)! Men det er gået superfint igen pga. trænernes store opfindsomhed og engagement.
Ledelsen har sat flere nye indtægtsgivende aktiviteter i gang. Bl.a. har medlemmerne solgt lotteri i samarbejde med Roskilde Ældremotion, og vi har haft et stort outlet i klubhuset for at nævne et par.
Men vi har også igangsat flere nye håndboldmæssige aktiviteter bl.a. sommerhåndbold i socialt udsatte boligområder, som vi vil udbygge de kommende år og fået stor støtte til af bl.a. Roskilde Kommune og forskellige puljer.
Lederne har løbet stærkt både med disse initiativer, men også for at skabe de bedste forhold for medlemmer, trænere, forældre osv. , kanonflot arbejde!!! Samtidig har bestyrelsen også under Corona -vilkår arbejdet videre med fremtidens Roskilde Håndbold omkring visioner, målsætning, strategi osv, som vi i 2021 vil involvere jer nærmere i.
Økonomisk kan vi sige, at med stram styring og de nye indtægter så ser det fint ud, men vi vil stadig sætte nye indtægtsgivende aktiviteter ind, samt videreudvikle sponsordelen.
Under de svære forhold er det meget imponerende at følge holdene, som virkelig har leveret kanonflotte resultater. Det kan I kan læse mere detaljeret om på dette link.
Som skrevet tidligere, er det helt unikt, så mange spændende initiativer, der er igangsat rundt omkring i klubben – se bare damernes og herrernes jule- og nytårshilsen på Facebook. Den findes her: Link til video
Klubbens fællesskab og sammenhold består, og vi glæder os i meget høj grad til, at vi igen kan arrangere sociale aktiviteter, tage til stævner, spille strandhåndbold osv.
Det skal i hvert fald være mit store NYTÅRSØNSKE, at vi hurtigt i 2021 får nedkæmpet den skrækkelige sygdom og kan vende stærkt tilbage til masser af fed håndbold, sociale arrangementer, stævner osv. både i trupperne, på holdet og på tværs i hele klubben!!
Vi er i hvert fald klar til et 2021 med masser af forrygende håndboldaktiviteter – med eller uden Corona – og ikke mindst til at steppe op på mange fronter, for selv om det går virkelig godt i Roskilde Håndbold, så vil vi mere, vi vil opkvalificere flere steder, samt sætte nye håndboldaktiviteter i gang.
Det vil I høre meget mere om i den kommende tid – Det bliver MEGASPÆNDENDE!!!
Ha’ en superdejlig og kanonhyggelig jul og et forrygende nytår med masser af håndbold og hygge – vi glæder os til at se jer endnu mere i 2021!
Lisbeth Klarskov, formand