Efter 8 sæsoner med Rasmus Svane ved roret skal Roskilde Håndbolds bedste herrer, som tidligere offentliggjort, have ny træner til den kommende sæson, og det er med stor glæde og stolthed, at vi nu kan præsentere Kenneth Olsen som cheftræner fra sæsonen 2022/23.
Kenneth Olsen er i denne sæson assistenttræner for Rasmus Svane, og det er således en træner med stort kendskab til truppen, der tager over.
Kenneth har, siden han skiftede den aktive karriere ud med trænerkarrieren, vist sig som et stort trænertalent med et skarpt taktisk blik og en stor opmærksomhed på den enkelte spillers udvikling.
I valget af Kenneth har det haft stor betydning, at han kender klubben og dens værdier ud og ind.
Han er efter vores mening den perfekte profil til at fortsætte talentudviklingen i Roskilde Håndbold med fokus på talenter med lokal forankring.
Selvom det bliver Kenneths første cheftrænerjob på senior-niveau, så skulle han ikke bruge lang tid på at overveje sit svar:
”Det var faktisk meget nemt at sige ’ja tak’ til jobbet. Jeg er enormt glad for at være i Roskilde Håndbold og har været det lige siden jeg ”kom hjem”. For det er sådan det føles at være i Roskilde Håndbold!
Jeg har igennem de sidste mange år set en fantastisk udvikling i både klubben og i herretruppen og den håber jeg, vi kan fortsætte i de kommende år. Og så turde jeg ikke sige nej til Lisbeth (Klarskov red.)”, siger Kenneth Olsen med både glimt i øjet og et smil på læben.
Med aftalen med Kenneth er en af de vigtige hjørnesten til den kommende sæsons hold lagt og nu fortsætter arbejdet i kulissen med at gøre både trup og set-up så slagkraftigt som muligt, samtidig med at holdet på banen skal kæmpe for vigtige point i kampen for at blive i 1. Division.
For yderligere spørgsmål eller kommentarer, kontakt formand Lisbeth Klarskov eller Kenneth Olsen.