Når den sidste bold er kastet i indeværende sæson, så bliver det også et farvel og tak for nu til Rasmus Svane, der har valgt ikke at forlænge samarbejdet omkring herreholdet.
Det er en rørt cheftræner, der her til aften har meddelt sin trup, at han har besluttet ikke at fortsætte som herretræner, når denne sæson er slut.
Om beslutningen siger Rasmus Svane selv:
”Efter denne sæson takker jeg af som Herre Senior-træner i Roskilde Håndbold. 8 sæsoner er det blevet til, og jeg har nydt hver en sæson i og omkring herretruppen! Nu er tiden dog inde til at give stafetten videre, så truppen kan bibeholde sin udviklingsfrekvens og komme endnu tættere på at blive et etableret 1. Divisionshold”.
Fra Roskilde Håndbolds side skal der lyde et stort tak for det kæmpestore arbejde, som Rasmus har lagt som herretræner gennem de seneste 8 sæsoner. Rasmus har i den grad været synonym med den udvikling, som herreafdelingen har været igennem; således at afdelingen i dag er kendetegnet ved at være en afdeling med høj træningsmoral og indstilling. Og så har Rasmus hele vejen igennem været indstillet på, at udviklingen skulle komme indefra og med Roskildes egne talenter som kulturbærere. Den indsats vil vi gerne sige et stort og dybfølt tak for og så glæder vi os over, at Rasmus fortsætter i klubben med andre opgaver.
For yderligere kommentarer, kontakt formand Lisbeth Klarskov.