Roskilde Håndbold har den store glæde at kunne offentliggøre endnu en spiller til den kommende sæsons trup, og denne gang er det et nyt ansigt i klubben. Vi er således meget stolte af at kunne byde velkommen til stregspiller Mollie Edelved, der i den forgangne sæson har spillet for intet mindre end to ligaklubber; hun startede sæsonen i Ajax, men blev hentet til Horsens i efteråret pga. skader. Forinden slog hun sine folder i Gudme i 1. Division. Mollie er 21 år og kommer fra Holbæk, hvor hun også bor sammen med sin familie. Ved siden af håndbolden arbejder Mollie som lærervikar, mens hun holder sabbatår og fokuserer på håndbolden.
Om skiftet til Roskilde Håndbold siger Mollie selv:
”Jeg ser meget frem til at skulle spille for Roskilde Håndbolds 1. Divisions Damer i næste sæson! Jeg har valgt at spille i Roskilde, fordi det er en klub med ambitioner og fordi set-uppet til næste sæson virkelig lyder tiltalende. Jeg glæder mig derfor rigtig meget til at skulle spille for Roskilde Håndbolds damer og til forhåbentlig at bidrage med højt humør og fight på banen”.
Det er ikke kun Mollie der glæder sig over det kommende samarbejde – også trænerteamet ser frem til at have Mollie i truppen. Daniel Rensch udtaler:
” Vi ser meget frem til at få Mollie som en del af truppen. Med sin unge alder men stadig masser af seniorerfaring, er vi sikre på, at hun bliver en kæmpe gevinst; både på den korte og den lange bane.
Mollie kan som forsvarsspiller dække flere positioner og angrebsmæssigt kan hun spille efter flere angrebskoncepter, hvilket virkelig giver os nogle gode kompetencer at sætte i spil.”
Ved spørgsmål eller for yderligere kommentarer, kontakt bestyrelsesmedlemmer Lisbeth Klarskov eller Christian Hjortgaard.