Så er det blevet tid til at præsentere en del stregspillerne, og også dem vi glæder os til at se tilbage i den blå og hvide trøje. Beskrivelserne og præsentationen kommer nedenfor:
Anton Busck-Rasmussen, Sebastian Hinnerup og Frederik Ambjørn (Ambjørn)
Vi har på herre 1 og 2 haft en lidt pudsig situation på stregen i den forgangne sæson, hvor Anton har været en del fraværende grundet politiuddannelse, Sebastian blev korsbåndsskadet tidligt i sæsonen, og Ambjørn har haft en del skavanker, herunder en længerevarende skade i og omkring øjet. Som følge heraf har vi haft en del forskellige spillere til at hjælpe/aflaste på stregen.
Anton har trods fravær og hårdt arbejdspres i uddannelsen haft en rigtig god og solid sæson, hvor der især er lagt flere lag på rent angrebsmæssigt. Anton knokler altid benhårdt, såvel til træning som til kamp, og som via hans arbejdsiver i forsvaret tit er en kæmpe faktor i vores kontrafase. Vi glæder os til den kommende sæson, hvor vi forhåbentligvis har Anton endnu mere til rådighed.Sebastian kom til Roskilde kort før sæsonstarten i den forgangne sæson.
Sebastian har gennem flere sæsoner spillet i 1. division i såvel AJAX som hos Odder. Sebastian er fysisk stor stregspiller, som komplimenterer Anton godt på stregen. Desværre rendte Sebastian ind i en korsbåndsskade, og vi håber at se Sebastian på banen igen i starten af januar. Vi skal sammen med Sebastian sikre, at hans fysiske udgangspunkt bliver endnu bedre end før hans skade, så det bliver fokuspunkterne før hans klarmelding.
Ambjørn er en stor og vigtig del af vores herre 2, hvor han altid kæmper med stort hjerte. Grundet en del skavanker har Ambjørn haft en lidt varierende sæson, men vi glæder os over, at Ambjørn er kommet godt igennem en hård periode, og har vist rigtig gode takter i træningerne op til sommerferien. Ligesom med Sebastian, så bliver det fysiske udgangspunkt et fokuspunkt i månederne efter sommerferien.
Emil Hesselberg (Hessel) og Johan Christensen (Werner)
2 af vores venstrefløje, som vi ser frem til, bliver klarmeldt af sundhedssektoren.Hessel blev desværre korsbåndsskadet kort før sommerferien sidste sommer, og har haft nogle komplikationer i løbet af genoptræningsfasen.
Hessel har uagtet hans skadesforløb været et stort omdrejningspunkt på vores lange udebaneture, hvor han med godt humør og festlige indslag har holdt energien højt på holdet. Vi glæder os til at se de mange timer med genoptræning og busture snart giver pote, og et comeback på banen.
Werner kom til Roskilde op til sidste sæson, og var tiltænkt en stor rolle sammen med Tobias på venstre fløj. Desværre blev det lidt anderledes, hvor Werner fik udfordringer allerede i sæsonens første kamp mod HØJ. Det blev herefter ikke til særligt mange minutter på banen, men sundhedssektoren knokler med at få styr på bentøjet, og mon ikke vi snart ser den lynhurtige fløj løbe og ned langs sidelinien igen.
