Så er endnu flere ungdomstrænere på plads til den kommende sæson. I denne omgang drejer det sig om de ansvarlige trænere i U15 og U13 – trupperne. Til disse årgange er vi så heldige, at mange af vores allerede eksisterende og dygtige trænere fortsætter, samtidig med at der kommer nye kendte Roskilde Håndbold-trænere til disse årgange bl.a. fra dameafdelingen. Disse vil i den kommende tid blive suppleret med flere trænere i de forskellige trænerteams.
U15 Drenge (årgang 2005 og 2006)
Christian Sørensen og Mads Thim Andersen skal i den kommende sæson styre U15 drenge- truppen.
Christian kommer til ungdomsafdelingen efter to år som cheftræner på Dame 2. division, og i det sidste år har han også fungeret som assistent på Dame 1. division. Christian har igennem en lang årrække trænet både senior og ungdom i Vestsjælland.
Mads er et særdeles godt bekendtskab, idet han i den eksisterende sæson har trænet U15 Drenge hold 2 og 3 sammen med Sebastian Tabo, som i den kommende sæson holder en pause med trænergerningen. Mads har igennem flere år været træner i vores ungdomsafdeling på forskellige årgange.

U15 Piger (årgang 2005 og 2006)
U15 Piger bliver i den kommende sæson trænet af Karina Klarskov og Charlie Niehau.
Karina følger med de ældste U13 piger op til U15 piger og kender derfor spillerne særdeles godt. Karina var også træner, da pigerne var U12 sammen. Karina har i år også trænet U15 og U11 Drenge. Trænerteamet bliver et fint match sammen med Charlie Niehau, både fordi Charlie i denne sæson er træner for de nuværende U15 Piger, og fordi Karina og Charlie har trænet sammen før.


U13 Drenge (årgang 2007 og 2008)
Hos U13 drengene fortsætter Lisbeth Klarskov, som vel næppe kræver yderligere introduktion! Hun vil på den måde følge de drenge, som hun har haft igennem en årrække. Lisbeth vil blive assisteret af flere af vores unge trænere til at holde styr på de mange dygtige spillere.

U13 Piger (årgang 2007 og 2008)
U13 Piger bliver i den kommende sæson trænet af Tobias Kronborg sammen med Rasmus Svane og Lars Dissing. Det vil sikre en høj grad af kontinuitet, da Rasmus og Lars følger med U11 Pigerne op, og Tobias Kronborg kommer til efter at have trænet U15 Piger i indeværende sæson sammen med Uffe Rasmussen.


