Herretruppens unge drenge
I denne tid med studentervogne der kører rundt på vejene, med flokke af glade nyudklækkede studenter, så er det tid til præsentationen af en gruppe drenge der tager springet fra ungdom til senior.
Spillere fra egen avl, og den gode overgang fra ungdom til senior, er noget vi i Roskilde Håndbold gør en stor dyd ud af. Derfor er vi glade for en gruppe unge spillere der tager skridtet op fra ungdommen, og bliver en del af herretruppen til den kommende sæson. Det tætte samarbejde mellem U19 og senior betyder også, at alle drenge på den ene eller anden måde har stiftet bekendtskab med seniorhåndbold, til kamp og til træning. Det tætte samarbejde vil forsætte i sæsonen 25/26, så en stor gruppe U19 spillere vil være og finde, både til kamp og til træning, med herresenior.
Derudover, som billedet fremviser, så er flere af drengene blevet studenter. Tillykke til dem!
Mikkel Stilling
Stilling er en ung gut med fart i fødderne, som er rigtig god på afleveringsspillet, samt brud på ydersiderne af 2’er forsvarsspillerne. Stilling har i små glimt vist hans evner hos herrerne, og vi glæder os til Stilling tage kampen op mod de lidt mere fysiske og rutinerede seniorspillere.
Nicklas Robin
Nicklas er nyoprykket U19-spiller og en fysisk stærk stregspiller, som allerede i den forgangne sæson fik debut på herreholdet. Med stor arbejdsiver og dedikation går Robin altid forrest – både til træning og i kamp. Han har vist, at han mestrer det fysiske spil på stregen, og med sin solide fysik og vilje til at lære, forventer vi, at Robin kommer til at udvikle sig markant i det kommende år. En spiller, der kan blive en vigtig brik i både forsvar og angreb.
Lucas Boysen (Boysen)
Lucas er en nyoprykket U19-spiller med god fysik og stærke defensive kvaliteter. Han fik sin debut på herreholdet i den forgangne sæson og har allerede vist, at han står rigtig godt i midterforsvaret, hvor han læser spillet godt og tager ansvar. Boysen er en lokal spiller, som vi forventer os meget af på sigt – han har potentialet til at blive en stabil forsvarskrumtap i seniortruppen.
Marcus Bruun Jensen
Marcus er en højre fløj, som rykker op i seniortruppen efter at have været skadet hele sidste sæson på U19. Før skaden viste Marcus lovende takter som både scoringssikker fløjspiller og en solid forsvarsspiller. Vi glæder os til at følge Marcus’ comeback, og håber han hurtigt finder tilbage til det niveau, han tidligere har vist – og bygger videre derfra.